DYKKERTUR TIL GRISETÅ ODDE v/ODDESUND

 

Hvornår:    Lørdag den 13. oktober 2007
Hvor:       Grisetå Odde v/Oddesund broen
Deltagere:  Thomas og Søren (som jeg mødte på turen i september til Grenå) og dykkerklubben Delfinen fra
             Holstebro og mig selv.
Udstyr:     Våddragt (2x6,5mm)

Her er Grissetå Odde set fra oven:

Og her set fra landjorden:

Vi mødtes ved Delfinens klubhus kl. 07.30 og efter et kort stop ved Bager Max kørte Thomas, Søren og jeg til Oddesund. Dykkerklubben kørte til havnen i Struer og satte deres nye båd i vandet - og kom så sejlende til Oddesund.

Vejret
Vejret er perfekt til dykning. Godt nok var det lidt koldt her fra morgenen af, der var nok 7-8 grader, men næsten helt vindstille og skyfrit. Op ad dagen sneg temperaturen sig op på 12-14 grader og stadig blå himmel.

   

Første dyk
Vi går i vandet til første dyk kl. 09.37. Jeg er makker med Allan fra dykkerklubben. Vi dykker ud om bropillerne og når ud til nr. 3 fra 'Struer-siden'. Der er middel god sigt på 3-4 meter hvilket er meget tilfredsstillende. Lyset forvinder mere og mere jo længere vi kommer ned, men jeg synes egentligt godt man kan se noget alligevel. Jeg vil dog have en lygte til fremtidige dyk. Min makker Allan har lygte med i dag.
Vi er nede på 17,4 meters dybde hvilket er det dybeste jeg har været i min tid som dykker. Men faktisk 'mærker' man ikke at man er så langt nede. Der er ikke nogen forskel ifht. de gange hvor jeg har dykket på 10 meters dybde.
Vi ser masser af små krabber og flotte søanemoner på bropillerne. Jeg havde håbet at se nogle store taskekrabber, men desværre ser vi kun 2 dovne af slagsen. Derudover er der RIGTIG mange søstjerner.
Et meget fint dyk som varer 26 minutter.

   

På selve dykket havde jeg det rigtig godt i min våddragt - det var ikke specielt varmt, men jeg frøs heller ikke (måske ganske lidt, men overhovedet ikke ubehageligt). Men da vi står og spiser rundstykker inden vi skal have dyk nr. 2 fryser jeg helt vildt - specielt mine fingre. Jeg får et par tynde plastikhandsker på hvilket hjælper ganske godt, da vinden så ikke køler fingrene ned. Jeg fryser dog stadig da vi skal i vandet til 2. dyk. Så fremover vil jeg sørge for at have handsker og en varm jakke på mellem dykkene. Man lærer jo hele tiden :o)
 

Andet dyk
Kl. 11.07 - i vandet til 2. dyk. Vi dykkede hen rundt om træstolperne fra den gamle havn der blev anlagt da broen
blev bygget. Træpillerne stikker i dag kun en smule over vandet på den nordøstlige side af Oddesundbroen. Så jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente at se under vandet...
Selvom sigten var knapt så god som på første dyk, kun 1-3 meter, så havde vi et rigtig godt dyk. Dybden var også noget mindre så vi fik stadig en del lys ned gennem vandet. Vi var på max. 15 meters dybde og ellers lå vi mest på omkring 3-4 meter rundt om stolperne.
Nu var det et forholdsvis kort dyk - kun 18 minutter under vandet. Men som jeg husker turen var stolperne fyldt - og jeg mener virkelig FYLDT - med masser og atter masser af rigtigt flotte søanemoner. Et utroligt flot syn som jeg glæder mig til at udforske endnu mere på mit næste dyk heroppe.
Jeg småfrøs lidt under hele dykket - havde ikke fået varmen efter at have stået og frosset mens vi spiste rundstykker. Men det var som nævnt et kort dyk - så det nåede ikke at blive decideret ubehageligt.

   

Vandtemperaturen lå på 11-12 grader i dag.

Der var kun ganske lidt strøm ifht. hvad der kan være ved Oddesundbroen. Det var dog den stærkeste strøm jeg har prøvet at dykke i indtil videre - men dykkene i dag var også kun nr. 8 og 9 i rækken... :o)
 

Alt i alt en rigtig god dag - bortset fra at Danmark tabte til Spanien i fodbold om
aftenen - så nu kommer vi ikke til EM næste år... Men selv det kunne ikke ødelægge
indtrykket af en rigtig god dag - og jeg går eller en del op i fodbold også.... :o)

Dyk 1:
15L flaske (egen), 185 bar i - 75 bar ud, 26 min., 17,4 mtr., 11-12 grader vand,
middel sigt 3-4 mtr.

Dyk 2:
15L flaske (lånt hos AquaDream), 200 bar i - 123 bar ud, 18 min., 15 mtr., 11-12
grader vand, dårlig til middel sigt 1-2 mtr.

 
 
Copyright ® 2007 harregaard.com
 
HARREGAARD.COM
Rejser & Løb