PHUKET 2004

 

29/11 – 22/12 2004

Rejsedeltagere Jakob og Jane

Denne tur var vores første tur på over en uges varighed og den første oversøiske tur.

Vi havde altid godt kunne tænke os at komme til Thailand, eller Østen i det hele taget. Vi skulle rejse med Star Tour og var rigtigt spændte på hvad turen skulle bringe.

Vi skulle flyve fra Kastrup via Sharjah i de Forenede Arabiske Emirater til Phuket.

Da vi skulle sidde i flyveren i ca. 12 timer havde vi på forhånd reserveret nogle pladser bagerst i flyet hvor det kun var to pladser ude i siden af flyet mens der var 4 i midten. Dermed kunne vi være os selv og skulle ikke tænke på om vi generede nogen ved siden af os. Det var meget rart på sådan en lang flyvetur.

Vi skulle flyve fra Kastrup kl. 16.15 mandag den 29. november. Det var et af de store Mytravel Airways fly vi skulle flyve med, så der var en lille tv skærm i stoleryggen foran så vi kunne se film, følge med i hvor langt vi var nået og meget mere.

     

Flyet lettede og vi var på vej mod De Forenede Arabiske Emirater. Vi landede der kl. 23.00 dansk tid. Her skulle vi alle af flyveren for at den kunne blive tanket op, der kunne komme mad i flyveren og herefter var vi af sted igen mod Phuket. Efter endnu ca. 5½ time landede vi i Phuket lufthavn.

Det tog lidt tid at komme igennem paskontrollen og få vores bagage. Da vi endelig fik vores kuffert havde den fået et par gode buler så vi fik lavet en skadesanmeldelse i lufthavnen inden vi tog mod vores hotel.

Vi ankom til vores hotel, Tropical Garden, efter en bustur på ca. 1 time. Her blev vi mødt med en venlighed vi aldrig havde følt før. Desuden fik vi en velkomstdrink mens de fik vores værelse på plads. Hjemmefra havde vi bestilt værelse med havudsigt og det skuffede os bestemt ikke, som det fremgår af nogle af billederne havde vi en kanon udsigt over Kata Beach. Vores værelse lå på øverste etage. Bygningerne på Tropical Garden er forskudt og der er mange trapper på hotelområdet. Heldigvis havde vi fået en flink bellboy til at tage vores kuffert med helt op på vores værelse.

     

Vi har ikke langsomme til at komme i vores badetøj og ned for at få en dukkert i poolen. Lige hvad vi trængte til efter godt 15 timers rejse fra Danmark. Vi fik os en lille lur ved poolen hvilket var tiltrængt.

Da solen så småt var begyndt at gå ned omkring kl. 18.00 gik vi op på værelset for at gøre os klar til at få noget aftensmad. Da vi lige var ankommet blev det den nemme løsning med middag på hotellet. Den aften var der udendørs buffet på hotellets p-plads. Der var live musik og da vi var de eneste der var kommet fandt musikerne ud af at vi var fra Danmark og de spillede et nummer med Michael Learns to Rock. Det var meget sjovt.

Det var gået hen at blive onsdag den 1. december. Vi led stadig lidt under jetlag og sov lidt længe. Derefter tog vi endnu en afslappende dag ved poolen i selskab med hinanden og en god bog. Da vi stadig var lidt trætte om aftenen blev aftensmaden fortæret på værelset hvorefter vi gik tidligt til køjs. Vi skulle jo være friske til at opleve Kata Beach mv. den næste dag.

 

Torsdag den 2. december stod vi op kl. 8.30 og gik ned for at få morgenmad. Her blev vi mødt af en overdådig morgenbuffet. Vi spiste os mætte og lidt mere til og begav os ned mod Kata Beach.

Her lejede vi 2 solvogne og tilbragte det meste af dagen på stranden. Da vi havde været på stranden i ca. 5 timer gik vi op til hotellets pool hvor vinden gjorde luften lidt køligere.

Om aftenen begav vi os ud i Kata by. Her blev vi mødt af utallige skræddere som lige havde det stof vi søgte til en ”special price for you my friend” men det blev ikke til noget skræddertøj på denne tur.

Om aftenen sendte vi julekort hjem til Danmark via internettet. Vi havde fået en svensker til at tage et billede af os på stranden med vores medbragte nissehuer. Dermed var julekortet reddet.

     

 

Fredag den 3. december tog vi en tuktuk til et marked på Karon Beach efter vi havde fået morgenmad. Vi fik handlet en smule men fik ikke rigtigt ”pruttet” så meget om prisen som vi egentlig burde. Det lærer vi forhåbentlig til næste gang vi skal på marked. Ifølge guiderne kan man faktisk uden at få røde ører næsten presse varerne ned til ca. det halve af hvad de starter med at forlange.

Fra markedet gik vi langs hele Karon Beach nede i vandkanten ind i Karon by hvor vi osede lidt i diverse butikker.

Herefter tog vi tilbage til hotellet hvor vi dasede resten af dagen ved poolen.

 

Lørdag den 4. december stod vi op omkring 8.30, tog morgenmad på værelset. Vi havde lidt rugbrød med hjemmefra. Vi er vel danskere og har brug for rugbrød.

Herefter gik vi til stranden hvor vi var indtil kl. 16.00. Vi gik direkte op på værelset for at blive en smule afkølede med aircondition på værelset.

Da vi var gået hen at blive sultne tog vi et koldt bad og kørte med en tuktuk til Karon hvor en restaurantkæde der hedder Chilihouse har en restaurant. Det er en svenskejet kæde som serverer pizza, mexicansk og thailandsk mad.

Maden var helt i top og vi bestemte at det ikke var sidste gang vi havde spist der. Prisen var hvad der svarer til ca. 160 kr. for forret, hovedret, dessert og drikkevarer incl. drikkepenge.

Vi tog tilbage til hotellet hvor vi fik ild i vores medbragte kalenderlys, åbnede vores chokoladejulekalender og spillede backgammon på balkonen.

  

 

Søndag den 5. december stod vi op ved 9-tiden. Spiste morgenmad på hotellet og tog på shoppingtur i 3 store shoppingcentre i nærheden af Kata.

Centrene hedder Lotus, Big C og Central Festival. Lotus og Big C var ikke noget særligt, så dem kom vi hurtigt igennem. Derimod var Central Festival et sted vi fik nogle timer til at gå. Det betyder noget også noget at det var det nyeste af de 3 centre.

Herefter tog vi tilbage til hotellet og havde nydt en dag i skyggen. Det kræver alligevel noget at vende sig til den bagende sol.

 

Mandag den 6. december stod vi som sædvanlig op ved 9-tiden. Det var gået hen at blive en vane. Vi spiste morgenmad på hotellet som var kanon som altid.

Herefter gik vi hen på Star Tours kontor som er på hotellet for at booke en jungletrekkingtur til Khao Sok Nationalparken. Turen kostede 5.900 bath som svarer til ca. 900 kr. for os begge.

Vi hyrede en tuktuk til at køre os ud til Wat Chalong. Et tempel ikke ret langt fra Kata. Det var utroligt flot.

Vi oplevede et brudepar som var i det fineste tøj. Bruden havde den smukkeste dragt på mens gommen havde en fin hvid militæruniform på. De var på vej til at blive velsignet af munkene i templet.

Vi tog tilbage til hotellet og lagde os ved poolen hvor vi tilbragte resten af dagen.

 

Tirsdag den 7. december var dagen hvor vi havde bestilt vores jungletrekking tur. Jane var desværre gået hen og blevet syg med maveonde.

Vi stod alligevel op kl. 6.15 for at få morgenmad og være klar til at tage med kl. 7.30 hvor vi ville blive hentet. Jane havde dog ikke fået det bedre så vi fik en aftale med arrangøren af turen at vi bare kunne få rykket vores booking til en anden dag. Meget god service. Vi snakkede med Star Tour så snart de åbnede informationskontoret og fik ændret turen til torsdag.

På sådan en dag kom det os til gode at vi havde havudsigt. Vi kunne alligevel se vandet mv. selvom vi var på værelset hele dagen. Jane hvilede sig mens jeg sad på altanen og læste og nød udsigten.

 

Onsdag den 8. december havde Jane fået det bedre hen over natten så vi stod op kl. 8.30 og gik ned for at spise morgenmad. Hefter tog vi til stranden. Jane ville prøve om hun kunne holde til det selvom hun ikke var helt på toppen.

Jeg fik indviet mit nyindkøbte snorklesæt på stranden og fik taget en par gode billeder med vores medbragte undervandskamera.

Vi tog noget frokost på stranden og gik tilbage til hotellet hvor vi tilbragte resten af dagen på altanen.

Hen på aftenen tog vi atter til Karon Beach og Chili House hvor vi spiste aftensmad.

Turen gik tilbage til hotellet hvor den stod på afslapning resten af aftenen. Vi skulle jo på jungletrekking torsdag.

 

Torsdag den 9. december skulle vi på jungletrekking i Khao Sok nationalpark med kajaktur ned af floden og elefanttrekking i junglen.

Vi fik et solidt morgenmåltid inden vi blev hentet kl. 7.30 i en minibus som kørte os til samlingsstedet. Herfra gik turen nordpå til fastlandet og nationalparken. Det var faktisk rart at der skete noget andet end solbadning til en afveksling.

Busturen varede ca. 3 timer og tog os fra Phuket over Sarasin Bridge, broen som forbinder Phuket med fastlandet op i bjergene til Khao Sok, Dødens Bjerg. Khao betyder på thai, Ø. Men området har fået sit navn selvom der ikke er tale om en ø. I gamle dage var der udryddelse af enkelte befolkningsgrupper i Thailand. En gruppe flygtede til bjernede omkring Khao Sok. Derfor navnet, Dødens Bjerg.

Vi sejlede ned af floden 2 personer i en gummikano med en ”chauffør” En der kendte floden og kunne styre rundt omkring de farlige steder. Vi skulle bare sidde i kanoen og nyde turen.

Vi nød 100% den ca. 2 timer lange sejltur ned af floden. Vores ”kaptajn” var meget opmærksom på at vise os forskellige ting som vores utrænede øjne ikke kunne få øje på.

Efter sejlturen kørte vi i bus hen til en restaurant ude i junglen hvor vi fik frokost. Efter frokost kørte vi videre i jeeps til elefantlejren hvor vi skulle ride på elefanter ind i junglen.

Elefanterne vi skulle ride på var ca. 2½ - 3 meter høje så vi skulle op på en trappe for at komme op på elefanten. Turen gik herefter via grusvej, åer og vandløb til en sti hvor vi til fods kunne gå op til en lille sø med et vandfald. Det var bare rigtig flot.

Da turen både gik op og ned fik vi et sikkerhedsbælte på da vi sad på elefanten. Det var en meget vuggende men også sjov tur.

Vi var de første der gik tilbage mod campen, så Jane fik muligheden for at ride på elefanten bag dens ører. Det skulle hun jo bare prøve.

     

Efter en kanon dag gik turen hjem mod Phuket og hotellet igen. Vi var tilbage på hotellet omkring kl. 20.00 hvor vi lige handlede lidt ind hos den lokale købmand hvorefter turen gik op på værelset, under bruseren og til køjs efter en lang og begivenhedsrig og god dag.

 

Fredag den 10. december blev en afslapningsdag efter jungleturen. Vi stod op omkring det sædvanlige tidspunkt kl. 9.00. Vi spiste morgenmad på hotellet og gik op på Star Tours kontor for at tilmelde os et par udflugter. Vi tilmeldte os turen til Phi Phi øerne til lørdag den 11. december og Phang Nga, James Bond Island turen til torsdag den 16. december.

Udflugten til Phi Phi kostede 5.900 Bath, ca. 900 kr. og James Bond Island kostede 3.100 Bath, ca. 500 kr.

Herefter gik resten af dagen ved poolen.

Om aftenen gik vi ned i Kata by for at spise aftensmad. Vi spiste på Buffalo Steak House.

Efter aftensmaden gik vi på shopping i Kata by. Vi fik shoppet til den store guldmedalje og gik tilbage til hotellet en del varer tungere. Resten af aftenen blev vi på værelset og slappede af med en god bog. Vi skulle jo også være friske til vores tur til Phi Phi dagen efter.

 

Lørdag den 11. december stod dagens program jo på udflugt til Phi Phi øerne. Vi stod op omkring 7.00 for at pakke og gøre os klar til turen. Efter vi havde spist morgenmad på hotellet blev vi hentet af en minibus der kørte os til Chalong Pier hvorfra vi skulle sejle til Phi Phi. Molen i Chalong er så lang at vi skulle med én af de 3 busser, der kører frem og tilbage hele tiden fra den ene ende af molen til den anden. Da vi kom ud for enden af molen var der en båd som skulle sejle os ud til den flyvebåd der skulle sejle os til Phi Phi.

Da vi ankom til Phi Phi blev vi delt op i 2 hold. Det ene hold blev på Phi Phi Don som er den ø der er beboet og hvor der er hoteller. Det andet hold sejlede i speedbåd til Phi Phi Ley og Maya Bay hvor dele af filmen ”The Beach” med Leonardo DiCaprio er optaget.

Vi var på det hold der skulle blive på Phi Phi Don. Tiden på øen brugte vi på at gå til Pee Pee View Point. Det er et punkt der ligger 189 meter over havets overflade med en kanon udsigt over bugten på Phi Phi Don.

Turen derop gik på alt fra flisebelagte stier til næsten ufremkommelig offroad stier med store sten som skulle forceres. Da vi efter ca. ½ times vandring/klatring kom op på toppen var det hele turen værd. Udsigten var simpelthen utrolig smuk.

  

Turen gik ned til en restaurant hvor vi skulle spise sammen med det andet hold. Det var virkelig en overdådig frokost vi fik serveret. Vi fik fyldt maven og var klar til at komme til Maya Bay og snorkle. Efter frokosten tog vi speedbåden til Phi Phi Ley og Maya Bay.

Jane havde ikke prøvet at snorkle før, så der skulle lige lidt til for at overvinde frygten med at skulle trække vejret under vandoverfladen. Men vi kom begge i vandet og brugte alle 45 minutter plus det løse med at iagttage og nyde vandet og de smukke koraller under havoverfladen.

  

Vi fik taget nogle billeder med vores undervandskamera. Billederne blev dog ikke så gode da det var gået hen at blive overskyet, så vandet var blevet lidt mørkere end hvis solen havde skinnet.

Efter vi havde snorklet sejlede vi videre rundt om øen hvor vi så ”Viking Cave”. I denne hule i klipperne bor der nogle mennesker der har specialiseret sig i at ”plukke” svalereder. De bliver eksporteret til Japan hvor de er en stor delikatesse.

Vi sejlede tilbage til flyvebåden der skulle sejle os tilbage til Phuket og Chalong Pier.

Da vi kom tilbage til hotellet tog vi op på værelset og slappede af resten af aftenen for at fordøje de mange indtryk vi havde fået i dagens løb.

 

Søndag den 12. december ville vi bruge på afslapning ved poolen inden turen gik til Phuket Town til marked om aftenen. Vi gik ned til vores lokale købmand for at købe lidt forråd til dagen. Det var en dejlig dag med ikke en sky på himlen. Det kunne vi også mærke på vores kroppe. Vi blev nødt til af og til at køle os af i poolen.

Efter en dags afslapning gjorde vi os klar til at gå ned på vores lokale restaurant Chili House nede i Kata by for at spise aftensmad inden vi tog mod Phuket Town.

Vi tog en taxi til Phuket Town og markedet. Det var et stort marked med mange forskellige butikker/kræmmere som vi kalder det her i Danmark. Vi brugte nogle timer på markedet inden vi vendte snuden hjem mod hotellet. Det var gået hen og blevet mørkt og det eneste transportmiddel vi kunne skaffe til at køre os de ca. 20 km. fra Phuket Town til vores hotel var en tuktuk. Så det var lidt spændende kørsel hen på de mørke timer. Specielt da chaufføren blev nødt til at spørge nogle forbipasserende om vejen til vores hotel. Vi blev også nødt til at råbe efter ham da han næsten kørte forbi vores hotel.

Jane havde ikke fået stillet shopping lysten endnu så vi gik ned i Kata by for at se om der var noget vi slet ikke kunne undvære. Vi fandt en smule som vi tog med tilbage til hotellet. Jeg havde købt et Rolex ur. Vi havde lidt svært ved at stille den, så vi gik ned i butikken igen for at få noget hjælp. De ringede til indehaveren som så kom og hjalp os. Det er da hvad man kan kalde service.

 

Mandag den 13. december sov vi lidt længe til lidt over 9. Vi gik ned for at spise morgenmad. Vi var ved at være inde i en rytme hvor vi fik forskellige opgaver hvor den ene ristede brød og hentede marmelade mens den anden hentede bacon, spejlæg, scrambled eggs og drikkevarer.

Efter morgenmaden tog vi hotellets minibus til Patong Beach hvor vi tog på sightseeing og powershopping i Patongs butikker.

Vi gik først en lille tur på stranden hvorefter turen gik fra butik til butik hvor vi kiggede og købte en masse kopivarer.

Vi var inde i nogle butikker hvor udvalget umiddelbart ikke var så stort, men da ekspedienten fandt ud af at vi måske ville ligge nogle penge blev vi taget med ud i baglokalet hvor hele lageret af kopivarer ellers blev præsenteret for os.

Vi spiste frokost på rigtig Thai manér på McDonalds.

Vi vandrede lidt rundt I nogle butikker efter frokosten hvorefter vi tog en tuktuk tilbage til hotellet og fik vurderet dagens indkøb.

     

Vi nåede lige de sidste par timers solskin ved poolen inden vi gjorde os klar til at gå ned i byen for at få os noget aftensmad. Vi fik ryddet op på værelset, nok til at Jane ville filme på værelset, indtil da havde jeg kun fået lov til at filme vores udsigt fra altanen.

Vi gik ned på vores stamrestaurant Chili House for at spise aftensmad. Da den var fortæret gik vi tilbage til hotellet. Inden da havde vi lige været forbi vores lokale købmand, Fresh Market, for at købe lidt snoller og sodavand.

 

Tirsdag den 14. december havde vi planlagt at hyre en tuktuk til at køre os lidt rundt på øen. Guiderne havde fortalt om et Gibbonabe rehabiliteringscenter som vi godt kunne tænke os at besøge. Desuden ville vi gerne køre ned langs Phukets vestkyst til alle strandene som lå der.

Efter morgenmaden hyrede vi så en tuktuk som kørte os til Bang Pae hvor rehabiliteringscentret ligger. Rehabiliteringscentret er et frivilligt projekt som arbejder med at gøre gibbon aber, der har været misbrugt klar til at komme ud I naturen igen.

Det var meget spændende at høre om. Vi adopterede en gibbonabe der hed Mary. Ved at adoptere aben donerede vi sådan set nogle penge til projektet som vi syntes er et kanon projekt.

I nærheden af rehabiliteringscentret ligger et vandfald, Bang Pae Waterfall. Det ligger ca. 600 meter derfra, så der skulle vi jo også op. Det var meget flot inde i junglen med sådan et forholdsvist stort vandfald.

     

Derfra kørte vi mod vestkysten og Surin Beach hvor vi startede vores ”Beach-crawl” hvor vi tog fra strand til strand i modsætning til ”pub-crawl” hvor man går fra pub til pub. På Surin Beach spiste vi middagsmad.

Herefter gik turen til Kamala Beach. Vi kørte bare forbi stranden videre mod Patong Beach, Karon Beach, vores egen Kata Beach og videre til view point nær Kata Beach. Herfra havde man en kanon udsigt over de tre strande Kata Noi, Kata og Karon Beach.

Efter ca 4½ times kørsel i tuktuk tog vi tilbage til hotellet og afslapning ved poolen.

Aftensmaden blev fortæret på Chili House for en gangs skyld hvorefter resten af aftenen blev brugt på afslapning på værelset.

 

Onsdag den 15. december spiste vi morgenmad på hotellet og gik ned til stranden for at tilbringe dagen på vores sædvanlige liggestole. Vi fik badet en del og jeg fik snorklet ved nogle klipper på Kata Beach næsten lige nedenfor hotellet. Jeg så en ca. 1 meter lang tynd fisk. Det var en blanding mellem en ål og en hornfisk. Det var ærgerligt vi havde brugt alle vores billeder i undervandskameraet da vi var på Phi Phi. Der var kanon sigtbarhed i vandet så der var meget at se.

     

Efter vi havde fået vores traditionelle strandfrokost med en tunsandwich med pommesfrites og sodavand gik vil op til poolen. Vi var lidt trætte af al den sand. De blæste en del i dag, så der var bare sand over det hele, men sådan er det jo når man er på stranden.

Til aften gik vi ned på vores restaurant Chili House. De var vist ved at kende os dernede. Det var så hyggeligt at det var næsten ligesom at være hjemme.

Vi tog tilbage til vores værelse for at være friske til turen til Phang Nga og James Bond Island næste dag.

 

Torsdag den 16. december havde vi booket udflugt til James Bond Island mv. Jane havde dog fået maveonde i løbet af natten hvorfor vi blev hjemme. Hun var så dårlig at vi blev nødt til at få fat i en læge. Det var igennem Star Tour vi fik fat i en læge, Dr. Chusak, som kom og tilså Jane. Han målte blodtryk, lyttede til maven og hjertet, tog temperaturen og så ned i halsen på Jane. Hun fik nogle forskellige piller som hun skulle spise og så lovede lægen at hun ville få det bedre.

Vores tur til James Bond Island fik vi heldigvis rykket til den kommende søndag.

Det blev til en dag på værelset og altanen. Jane fik sovet en del og begyndte så småt at få det bedre hen under aften. Så vi tog hen til en dansk restaurant der hedder H.C. Andersen. Jane trængte bare til noget dansk mad. Vi fik smørrebrød til forret. Jane fik leverpostej og jeg fik rullepølse. Derefter fik Jane frikadeller mens jeg fik hakkebøf.

Ikke dansk standard, men alligevel dejligt med noget velkendt mad, også oven på Janes maveonde.

Vi tog tilbage til hotellet hvor vi slappede af resten af aftenen på værelset.

 

Fredag den 17. december var Jane heldigvis lidt mere frisk og vi gik ned for at spise morgenmad på hotellet. Jane kunne godt bruge en dag væk fra solen så vi tog en tur ud til det shoppingcenter der hedder Central Festival for at få dagen til at gå.

Vi fik shoppet en smule hvorefter vi fik lyst til at komme i biffen. På øverste etage af Central Festival ligger en kæmpe biograf med mange sale. Vi kom omkring kl. 12.15 hvor den eneste film de viste på det tidspunkt var ”Bridget Jones 2” som vi alligevel skulle se når vi kom tilbage til Danmark. Der var jo trods alt engelsk tale med Thai undertekster.

Filmen blev kun vist i en First Class biograf som vi syntes lød spændende. Vi gik ind og købte billetter. Vi kom ind i en airconditioneret lounge hvor der stod drikkevarer og en kagebuffet som vi bare kunne spise løs af. I billetprisen var popcorn og sodavand. Prisen pr. person var 500 Bath der svarer til ca. 80 kr. Meget billigt sammenlignet med danske priser.

Vi blev vist ind i biografsalen der bestod af lænestole i par, a la Chandler og Joey i Venner. Vi smed os i stolene, tog det medfølgende tæppe over os og nød filmen i fulde drag.

Herefter spiste vi en let frokost hvorefter vi tog tilbage mod hotellet.

Vi tog ned på vores stamrestaurant Chili House for at spise aftensmad. Da vi ville bestille vores dessert fik vi den gratis fordi vi var sådan nogle gode kunder. Så det at være trofast kan svare sig en gang i mellem.

Jeg fik talt det antal trappetrin der var fra receptionen og op til vores værelse. Der var 176 trin fra receptionen til første etage. Fra første til anden etage var der 92 trin mens der var 84 trin fra anden etage op til vores værelse. Alt i alt 352 trin fra receptionen til vores værelse. Vi kom i god form mens vi var på ferie.

 

Lørdag den 18. december spiste vi morgenmad på hotellet og lagde os ved poolen. Vi ville lige tage det med ro her den første dag efter Jane havde været syg. Vi blev ved poolen til hen på eftermiddagen hvorefter vi gik op på værelset for at gøre os klar til at gå ned på Chili House for at spise aftensmad.

Tiden nærmede sig hjemrejsedagen og vi havde besluttet at få en thaimassage om mandagen, dagen inden vi skulle rejse hjem mod Danmark.

 

Søndag den 19. december skulle vi på vores udsatte tur til Phang Nga og James Bond Island mv. Vi stod op kl. 6.30 for at gøre os klar til at gå ned for at spise morgenmad og være klar til at blive hentet af bussen. På turen mod Phang Nga gjorde vi holdt ved en gummiplantage hvor vi så hvordan man udvinder gummi af træer og hvordan man laver den til måtter, der bliver eksporteret til andre lande. Man laver bl.a. dæk til biler af den slags gummi.

Herefter gik turen til Phang Nga hvorfra vi sejlede med longtailboat til James Bond Island. Øen har fået sit navn efter at den berømte James Bond film, Manden med den gyldne pistol, blev indspillet derude. Det var utroligt smukt, dog var det blevet en smule for turistpræget da der var opstillet kræmmerboder derude.

Fra James Bond Island sejlede vi videre i longtailboat til en muslimsk pælelandsby ude i vandet. Landsbyen hed Kohpanyee. Her fik vi frokost hvorefter vi sejlede tilbage til fastlandet.

Fra Phang Nga kørte vi til et grottetempel hvor der var en forgyldt liggende Buddha figur. I bjergene udenfor templet levede gibbonaber. De kunne godt fornemme når der kom nye turister. Derefter flokkedes de om os da vi havde købt nogle små bananer og nødder som vi kunne fodre dem med.

     

     

I templet blev vi velsignet af en af munkene. Vi fik 3 stykker garn bundet om håndleddet. Mændene fik dem bundet omkring højre håndled mens damerne blot fik lagt de tre stykker garn på venstre håndled da munkene ikke må røre kvinder. Derefter måtte jeg binde garnet omkring Janes håndled. De tre stykker gran var i det thailandske flags farver, et rødt, et blåt og et hvidt stykke garn.

På vejen hjem i bussen fik vi at se filmen, Manden med den gyldne pistol, som jo var optaget på James Bond Island.

Da vi kom tilbage til hotellet pakkede vi så småt vores kufferter da tiden jo nærmede sig dagen hvor vi skulle sige farvel til Thailand og goddag til Danmark igen.

For en gangs skyld spiste vi ikke aftensmad på Chili House. Vi skulle prøve noget nyt og spiste på restauranten Two Chefs som lå næsten ved siden af hotellet.

Inden vi gik til køjs bookede vi lige en tid til at få en omgang thaimassage dagen efter.

 

Mandag den 20. december spiste vi morgenmad på hotellet inden vi gik hen for at få vores massage. De startede med at give os en god omgang fodmassage hvorefter vi fik vores thaimassage inde bag et forhæng hvor det kun var Jane og jeg sammen med de to thaier. Vi havde jo aldrig prøvet det før så vi vidste ikke hvad vi skulle forvente. Men de to små thai damer gik hårdt til værks. Vi blev næsten lagt i dobbelt benlås hvorefter de hoppede på os. En kanon sjov oplevelse hvor vi skreg af grin imens. De to Thai damer kunne herefter heller ikke holde masken og grinede sammen med os.

Det var en hård men dejlig behandling vi fik og vi var en oplevelse rigere.

Herefter lagde vi os op til poolen for at få de sidste thailandske solstråler på kroppen inden turen gik hjem mod Danmark dagen efter.

Vi spiste aftens- og afskedsmiddag på Chili House. Vi takkede for god betjening i vores ferie og bedyrede at vi nok skulle vende tilbage en anden gang.

Vi tog herefter tilbage til hotellet for at få pakket det sidste i kufferterne.

 

Det var blevet tirsdag den 21. december og dagen hvor vi skulle rejse tilbage til Danmark.

Vi stod op i god tid for at vide vi havde pakket det hele. Vi gik ned for at få vores sidste morgenmåltid på hotellet inden vi blev hentet af bussen som skulle køre os til lufthavnen kl. 9.15.

På busturen til lufthavnen fik vi noget information omkring resten af hjemrejsen.

Efter lidt ventetid i lufthavnen hvor vi fik en let omgang frokost gik vi ombord på flyet som skulle fragte os til Danmark.

På hjemturen skulle vi også mellemlande i De Forenede Arabiske Emirater i Sharjah. Flyveturen til Sharjah var ca. 1 time længere end da vi fløj mod Phuket, men flyveturen gik uden problemer og vi landede sikkert i Kastrup Lufthavn. Vi fløj fra Sharjah hen over Iran, Tyrkiet hen over Sortehavet til Polen, herfra over Bornholm ind over det sydlige Skåne hvorfra vi landende i København.

Da vi landende så sent i Kastrup var der ikke nogle spisesteder der havde åbent men vi havde bare sådan lyst til noget dansk mad. Vi måtte nøjes med en cola, noget vand og en chokolademuffin.

Vi var også begyndt at blive en smule trætte, vi havde trods alt ikke rigtigt fået noget søvn i næsten 20 timer.

Vi skulle med toget hjem, så da vi satte os i toget faldt vi lidt til ro og fik trods alt lidt søvn. Vi blev hentet ved toget af hele familien. Det var dejligt med sådan en modtagelse efter at have været væk fra Danmark I lidt over 3 uger.

Oven på sådan en tur trængte vi til at få noget søvn, men alle oplevelserne ville vi jo gerne fortælle om, så det blev sent onsdag den 22. december inden vi faldt i søvn.

 
 
Copyright ® 2004 harregaard.com Nyheder       Rejser       Løb       Projekter       Om Os       Links
 
HARREGAARD.COM
Rejser & Løb