Forfatter: Jakob
Rejsedeltagere: Jakob & Jane, Jannie & Tommy
INDEN
AFREJSE
Efter et par
rejser hvor alt var arrangeret på forhånd havde vi fået lyst til selv at
arrangere hele turen. Både for at se om man selv kunne gøre det billigere og for
at udfordre sig selv og se om man kunne klare det uden problemer. Vi arrangerede
turen sammen med et hold venner. Vi blev enige om at tage en kombineret storby-
og badeferie til Italien og Rom. Planlægningen begyndte sidst i marts måned
2003. Vi kontaktede campingpladser omkring Rom og bestilte flybilletter. Vi
besluttede at rejse med Sterling fra Kastrup til Ciampino lufthavnen i Rom. Vi
bookede 4 dage på hotel i Rom centrum og 4 dage på campingplads udenfor Rom.
AFGANG HOLSTEBRO - ANKOMST ROM
Vi startede på
banegården i Holstebro kl. 9.00 onsdag 13/8 2003. Vi tog direkte med IC3 tog til
Kastrup. Togturen derover varede ca. 4 timer men vi fordrev ventetiden med
kortspil og snak om hvad vi forventede at opleve på turen. Vi skulle flyve fra
Kastrup kl. 17.00 onsdag eftermiddag. Vi ankom til Rom hen af kl. 20.00 onsdag
aften. Der gik noget tid med at få bagagen. Vi havde booket bustransport fra
lufthavnen til hovedbanegården i Rom. Derfra havde vi ca. 500 meter til vores
hotel. Efter busturen og afhentning af nøgler i receptionen var vi klar til at
gå i seng trætte efter en lang dag kl. 23.00. Vi skulle jo være klar til næste
dags strabadser.
DAGENE I ROM
Vi stod op kl.
7.30 torsdag morgen. Under morgenmaden planlagde vi hvad vi ville se i løbet af
dagen. Vi havde blot ikke taget højde for temperaturen i Rom på denne årstid.
Solen skinnede fra en skyfri himmel og der var ingen vind. Det vil sige en
temperatur på omkring 30 grader i skyggen.
COLOSEUM
Vi gik ned til
Termini (hovedbanegården i Rom, red.) og tog undergrundsbanen til Coloseum. Det
er virkeligt et mægtigt bygningsværk. Når man går rundt derinde er det ligesom
at være tilbage i tiden. Det var virkelig en stor oplevelse. Efter at have
gennemtravet Coloseum gik vi til Forum Romanum, som ligger lige ved siden af
Coloseum. Det var meget varmt og der var mange mennesker. Det blev en kort
visit. Man bliver alligevel hurtig træt af at se på ruiner i den hede. Vi fandt
en restaurant hvor vi kunne hvile vores ben og få tanket vand og øvrige depoter
op til resten af dagen.
PETERS KIRKEN
Efter vores
middagsmad tog vi ind til Peters Kirken. Det var simpelthen en stor oplevelse.
Man må ikke gå med bare ben og skuldre inde i kirken. Derfor skulle vi, selv om
der var 30 grader, have lange bukser på. Det var meget varmt. Da vi kom ind i
kirken glemte vi helt hvor varmt det var simpelthen et smukt syn. Paven var der
uheldigvis ikke den dag.
Efter at have set
kirken ville vi op i kuplen. Hvis jeg havde
vidst hvordan turen derop ville være var jeg måske blevet nede. Men efter ville
jeg ikke have været oplevelsen foruden. Turen derop kostede 5 Euro. Vi tog
elevatoren den første etape op. Dernæst skulle vi gå på mange forskellige
trapper. Almindelige trapper og vindeltrapper. Vindeltrappens trin var meget små
og opgangen meget trang. Det var en prøvelse for mig, da jeg er en smule
højdeskræk. Man kunne ikke bare vende om og gå ned igen. For at komme ned skulle
man helt op og bruge en anden trappe for at komme ned. Da vi kom så langt op at
vi
kom op inde i kuplens runding begyndte trappen at hælde ind mod midten og man
skulle gå skævt med overkroppen for at kunne være der. Men heldigvis slap
trapperne op og vi nåede helt op i toppen af kuplen. Der var en fantastisk
udsigt deroppefra. Men turen derop var hård og sveden piblede frem på panden.
Det gjorde det heller ikke lettere at man skulle den samme vej ned igen.
DET OLYMPISKE
STADION
Efter turen til
toppen af Peters Kirken mente vi at vi lige havde tid til et stop på det
Olympiske Stadion. Vi tog bussen
derud. Vi blev nødt til at spørge omkring for vi vidste jo ikke lige hvilken bus
vi skulle med. Men vi nåede derud. Dog var stadion ikke åbent, hvilket vi var
meget kede af. Men vi fik set det Olympiske Stadion udefra. Tilbage til hotellet
og få aftensmad og noget aftenhygge med kortspil.
DEN SPANSKE
TRAPPE
Fredag var vi
lidt mættede af torsdagens oplevelser. Den 15. august er helligdag i Italien. De
fejre Jomfru Maria så vi bestemte at tage ind til den Spanske Trappe. Her brugte
vi tiden på trappen i solskin til at spille kort og betragte alle de forskellige
personer som besøger trappen. Vi nød virkelig at sidde der på trappen. Men vi
blev jo sultne så vi begav os videre. Det blev til en gåtur rundt i bydelene
omkring den Spanske Trappe og til et kig forbi Trevi fontænen, som er verdens
mest populære springvand. Det kunne man også se på menneskemængden. Det var
næsten ikke til at mase sig frem. Derefter gik vi rundt og hyggede os i byen. Vi
gik til Villa Borghese, som er en stor park hvor mange mennesker samler sig.
Resten af dagen brugte vi på afslapning som også hører sig til selvom man er på
storbyferie og gerne vil opleve alle seværdighederne.
SEJLTUR PÅ
TIBEREN
Vores sidste dag
i Rom brugte vi på en sejltur på Tiberen. Tiberen er den flod, der løber gennem
Rom. Her ser man virkelig mange forskellige miljøer rundt omkring i Rom samtidig
med at man finder ud af at Tiberen ikke har så rent vand. Vi sejlede helt fra
det Olympiske Stadion til Tiberøen som var slutningen af sejlturen. Fra Tiberøen
gik vi en tur ned i forskellige parker og fandt en undergrundsstation og tog
tilbage til Termini og hotellet. Vi brugte resten af dagen på tagterrassen på
hotellet og ladede op til turen med tog til campingpladsen ved Lake Bracciano.
CAMPING
Vi stod tidligt
op for at komme ud til Camping Azzurro i god tid. Vi skulle rejse med tog fra
Termini til Bracciano hvor vi ville blive hentet at personalet på
campingpladsen. Bracciano ligger ca. 50 km nord for Rom. Det var en oplevelse at
køre i tog. Toget var airconditionafkølet og i 2 etager. Togturen varede ca. 1½
time. Efter vi ankom til Bracciano ringede jeg til campingpladsen, de kom og
hentede os i en lille Peugeot 206. Den var for lille til 4 personer med bagage.
Så han måtte køre 2 gange.
VORES
CAMPING-HYTTE
Vores hytte var
bare dejlig. Den lå dog længst væk fra søen. Hytten var indrettet med to
soveværelser, en med dobbeltseng og en med køjeseng. Desuden var der toilet med
brus og en køkkenniche og lille stue. Lige hvad vi havde brug for.
Lake Braccianos
vand er krystal klart. Lige meget hvor dybt der er kan man se bunden. Det var
virkelig dejligt at komme ud og blive afkølet i søens kølige vand. Vi havde ikke
rigtigt noget mad den dag vi kom til campingpladsen så vi tog på restaurant på
nabohotellet.
AFSLAPNING VED
SØEN
Dagen efter
besluttede vi os for at tage bussen ind til Bracciano by for at handle ind.
Busturen kostede ca. 5 kroner. Vi handlede ind i et supermarked inde i byen. Da
vi ikke vidste hvor bussen holdt for at komme tilbage til campingpladsen gik vi
de ca. 3 km. tilbage til campingpladsen med tunge bæreposer. Tiden på
campingpladsen fløj af sted. Vi nød det virkeligt at ligge ved stranden. Når det
blev for varmt gik man bare ned i vandet for at blive kølet af. Det var
simpelthen bare perfekt.
HJEMAD...
Efter de fire
dage på campingpladsen var det blevet tid til igen at tage til Rom. Vi tog
bussen fra campingpladsen til byen og toget fra Bracciano til Rom. Derefter
ventede vi på bussen, som skulle køre os til lufthavnen. Vi ankom til lufthavnen
i god tid til at få købt noget taxfree inden afrejsen. Vi fløj tilbage til
Kastrup hvorefter vi tog toget tilbage til Holstebro. På hjemturen ønskede vi at
vi allerede var hjemme. Vi havde trods alt været på farten i ca. 10 timer da vi
satte os i toget i Kastrup.
Jeg kan
virkelig anbefale turen til Rom blot man vælger et andet afrejsetidspunkt. Et
besøg omkring april måned tror jeg ville være godt. Desuden vil et besøg på
campingpladsen, Camping Azzurro, ved Lake Bracciano altid være en succes. Vi
havde en perfekt tur til Italien og vi var heldige med at alt gik planmæssigt på
trods af at vi selv havde arrangeret hele turen. Hvis man selv skulle få lyst
til at arrangere en tur til Italien eller Rom kan
www.camping.it anbefales hvis man søger campingpladser. Desuden bør man
enten købe eller låne Politikkens, Turen går til Rom, inden man tager af sted. |